Hvis læren i skriftet var i modstrid med de øvrige skrifter i NT eller GT, så blev det, helt sikkert, anset for en forfalskning. Man kan også sammenfattende sige, at Kirken var meget omhyggelig i den opgave, de stod overfor.
Når mange mennesker i dag fremstiller hele situationen omkring udvælgelsen af skrifter til NT som tilfældighedernes spil, eller som en strid om teologi – så ligger det langt fra sandheden. Det er heller ikke sandt, at Kejser Konstantin, i tiden for udvælgelsen, undertrykte de skrifter, som han ikke brød sig om.
Sandheden er, at de mennesker, som var med til at udvælge skrifterne til NT, var særdeles omhyggelige, og at diskussionerne drejede sig om at kende forskel på ægte og forfalskede skrifter. Men alt i alt kan man også sige det på den måde, at Kirken bekræftede ægtheden af de skrifter, som allerede var i brug i menighederne – med ganske små undtagelser. Netop under dette 3. punkt blev Hebræerbrevet godtaget. For ganske vist kendte man ikke forfatterens navn, men man vidste, at skriftet blev brugt i den første menighed. Desuden var skriftet så gennemsyret med en læremæssig forståelse og et stort kendskab til både GT og NT, at der ikke kunne være tvivl om at skriftet havde sin berettigelse i NT. Derfor blev der gjort en undtagelse mht. dette brev.
Vi ved også at et skrift som "Hyrden" blev brugt i visse menigheder på den tid – men ikke overalt. Det er en af årsagerne til, at det ikke blev godkendt, selvom den var oppe at vende i flere århundrede. Desuden indeholdt det en række tvivlsomme åbenbaringer.
Heri ser vi, hvor nøjeregnende man var med denne udvælgelse af skrifter til NT. Først midt i det fjerde århundrede (ca. år 350) var man nået til enighed. Der er altså ikke tale om, at noget er blevet gennemtrumfet ved et kirkemøde. Men denne enighed blev først officielt bekræftet ved Kirkemødet i Hippo i Egypten i år 392, hvad gjaldt den vestlige Kirke. Den østlige Kirke brugte meget længere tid på disse diskussioner.
