Det skete gennem de skrifter, som allerede dengang var tilgængelige. Her blev de 4 evangelier en naturlig del af NT. Jesu apostle og deres disciple blev lært op til at bringe apostlenes lære videre. Derfor accepterede man skrifter, som var forfattet af apostlene / øjenvidnerne selv - eller af deres disciple. Her taler vi jo blandt andet om de fire evangelier. Men øjenvidnernes disciples disciple fik ikke lov til at have deres skrifter med i NT. Her er der tale om 3. generation af disciple.
Ud over de skrifter, der kom med i NT, var der kun få skrifter fra det første århundrede (år 0 til 100), som ikke kom med i NT. Disse skrifter er skrevet nogenlunde samtidig med NT i øvrigt, men er hverken skrevet af 1. eller 2. generations disciple. Disse skrifter bliver af mange betragtet som vigtige historiske kilder, men de opfyldte ikke kriterierne for at få en plads i NT.
Vi kan også se samme princip anvendt i Evangelierne. Som vi så på tidligere var Mattæus og Johannes Jesu Apostle. Markus var discipel af Apostlen Peter og Lukas var discipel og rejsefælle med Paulus. Så når vi taler om den historiske Jesus, så er evangelierne uovertrufne kilder. Dette skyldes den sunde fornuft, som er blevet lagt for dagen i denne sag, da man satte visse kriterier for udvælgelse.
Men i det andet århundrede (år 100 til 200) begyndte der at dukke skrifter op, som foregav at være skrevet af apostlene i det første århundrede (år 0 til 100). Derfor blev Kirken stillet over for et nyt problem. Var disse skrifter virkelig affattet af Peter, Filip eller Thomas osv. (Jesu disciple) - som de påstod? Hvis det var sandt, så ville de, iflg. kriterierne, automatisk have en plads i NT. Derfor blev der opstillet yderligere 2 kriterier - for at undgå forfalskede skrifter i NT.
LÆS VIDERE HER
