Hvem havde den rette lære? Her må vi først og fremmest spørge os selv: Hvem var absolutte autoriteter for de første Kristne? Hvor kom den oprindelige lære egentlig fra? Den kom først og fremmest fra Jesus selv. Jesus videregav sin lære til de 12 apostle, som han selv udvalgte, og som han lærte op i de 3½ år, hvor han var i tjeneste, inden han blev korsfæstet. Han var sammen med dem døgnet rundt, og denne lille skare af apostle havde været øjenvidner til Jesu liv og til hans undervisning her på jorden. Her så og hørte apostlene alt, hvad Jesus sagde og gjorde.
Af de 4 evangelier, som NT bla. består af, blev Johannesevangeliet forfattet af en af apostlene, Johannes, som jo var oplært af Jesus selv.
Mattæusevangeliet blev nedskrevet af Matthæus – som også var en af de 12 apostle, som Jesus udvalgte, og som derfor også havde indgående kendskab til Jesu liv og lære.
Men også Jesu apostle havde selv disciple, som også nedskrev, hvad de var vidner til. Disse 2. generations disciple havde den fordel, at de havde haft mulighed for at tale direkte med Jesu egne apostle, hvis der var tvivlsspørgsmål, som skulle afklares.
Lukasevangeliet blev skrevet ned af lægen Lukas, som var en discipel af Paulus, og som fulgte med på flere af Paulus’ rejser. Paulus var ikke en af de 12, som fulgte Jesus. Han kom først til flere år senere.
Biblen fortæller os, at efter at Judas havde forrådt Jesus, og efter at Jesus ikke længere var på denne jord, kastede de andre disciple lod om, hvem der skulle overtage Judas’ plads som den 12. apostel. Loddet faldt på Matthias, som vi kun hører om denne ene gang i NT. (ApG kap 1) Men Gud udvalgte Paulus, som forfulgte de første kristne og forsøgte at tilintetgøre dem. Men Gud mødte ham så suverænt, at han blev slået af hesten, og han omvendte sig til den Jesus, som han før kæmpede imod. (ApG kap 9) Paulus blev, af de andre apostle, regnet for en apostel og leder. Han deltog bla. i det, som vi i dag kalder for det første apostelmøde. (ApG kap 15) Paulus blev udvalgt af Jesus selv til at være hedningeapostel, men han gik ikke bare sine egne veje, og han havde heller ikke sin egen lære. Han underlagde sig menigheden i Jerusalem og den lære, som blev udstukket der. Her holdt han det første apostelmøde sammen med Jesu bror, Jakob og var en del af lederteamet.
Lukas lavede research på de begivenheder, som skete omkring Jesus, og det var denne research, der senere blev til Lukasevangeliet, som omhandler Jesu liv og lære. Lukas skrev ikke i blinde, men havde alle muligheder for at spørge de øjenvidner, som endnu var i live på hans tid – hvilket gjorde hans research yderst troværdigt. Da Paulus knyttede Lukas til sin rejsetjeneste, nedskrev Lukas de begivenheder, som skete under rejsen, og som senere blev til det skrift i NT, som vi i dag kalder for Apostlenes Gerninger.
Markus – som nedskrev Markusevangeliet var en discipel af apostlen Peter, og mange er af den overbevisning, at han nedskrev disse beretninger om Jesu liv og lære på Peters vegne - og efter anvisning fra Peter selv. Efter Jesu død og opstandelse blev Jesu lære prædiket med stor autoritet af apostlene, fordi de var udvalgt til denne opgave. Menighederne havde på det tidspunkt apostlene / øjenvidnerne – dvs. dem, som selv havde fulgt og kendt Jesus - omkring sig, så det umiddelbare behov for at få tingene skrevet ned var ikke så stort. Man kunne jo altid gå til en af disse apostle, som var oplært af Jesus selv - hvis der var brug for det. Men efterhånden, som disse øjenvidner døde, og vranglæren begyndte at krybe ind i menigheden, blev det mere presserende at få Jesu lære samlet og defineret, for at den ikke skulle gå tabt.
LÆS HER OM UDVÆLGELSEN AF SKRIFTERNE TIL NT
