Jeg har altid troet på, at Gud er til. For det er noget, som har jeg lært hjemmefra. Da jeg har været omkring konfirmationsalderen, begyndte jeg at komme i en frikirke, i nærheden af hvor jeg boede dengang. De fortalte mig, at Gud er til. Jeg tænkte: det ved jeg jo godt.
Men til gengæld var jeg meget overrasket over, at der var mennesker i alle aldre – også på min (dengang) unge alder, som talte åbent om deres tro på Gud.
Det, som overraskede mig allermest, var en dag, hvor jeg var med til et møde, hvor der var unge mennesker, som stillede sig frem og talte åbent om deres tro på Jesus, og de sang og spillede for os andre – og så de så ud som om de mente det.
Det gjorde et stort indtryk på mig, og jeg husker, at jeg tænkte, at de måtte have fået penge for at stille sig frem på denne måde. Men jeg blev klar over, at det havde de ikke, men at troen på Jesus betød, så meget for dem, at de ikke var bange for at tale om den.
Da jeg skulle konfirmeres, fortalte præsten os, at han ikke selv troede på Gud, men at han havde væddet 2 kasser øl med en af sine kammerater om, hvorvidt han ville være i stand til at gennemføre en præsteuddannelse.
Det var en stor skuffelse for mig, fordi jeg havde glædet mig til denne undervisning og til at høre, hvad præsten havde at sige.
Og det var ikke ret meget, for det meste af tiden gik med, at han fortalte spøgelseshistorier. Men samtidig udfordrede det mig til at gøre op med mig selv, om det nu også var min egen tro, eller om jeg blot overtog den efter andre.
Derfor sagde jeg til Gud: Hvis du er til, så må du vise mig det på en måde, så at jeg forstår det. Jeg begyndte at læse i Biblen. Jeg kan ikke forklare, hvordan eller hvornår, men jeg blev fyldt af en overbevisning om, at Gud virkelig er en levende Gud, som ønsker mig det bedste.
Men Gud tvinger ikke nogen, så jeg måtte tage min egen beslutning om, hvad jeg ville. Det var så overbevisende for mig, at det har holdt lige siden, i ca. 40 år.
Det er mange år siden, og mange ting er sket siden dengang. Når jeg ser tilbage, ved jeg, at der er rigtig mange ting, jeg ser anderledes på i dag - men Gud er den samme, og hans husorden er den samme. Han behandler os i forhold til den forståelse vi har, samtidig med, at han forventer, at vi vokser op til modenhed.
I dag er jeg klar over, at jeg ikke bare kan plukke lidt her og lidt der og lukke øjnene for det, som jeg helst så var lidt anderledes, eller som ikke jeg forstår - for Gud er ikke relativ. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi lærer Gud at kende, sådan som han har åbenbaret sig gennem sit ord, Biblen.
Derfor betyder det rigtig meget for mig at komme i en menighed, hvor vi får undervisning ud fra Biblen, og hvor vi også kan snakke om undervisningen og troen på Gud i det hele taget.
