Jeg blev frelst i slutningen af 1986, hvor Gud friede mig ud af min afhængighed af mange ting. Der skete en øjeblikkelig udfrielse, da nogle kristne bad for mig, alt imens de lagde hænderne på mig. Jeg besluttede øjeblikkelig at følge Herren og gøre ham til mit livs midtpunkt.
Jeg vidnede overalt og kom en dag i modvind, hvor en kvinde, jeg vidnede for, blev meget ubehagelig overfor mig. Da jeg kom hjem, udøste jeg grædende mit hjerte for Herren, og han mødte mig stærkt. En følelse af kærlighed omsluttede mig, og et stærkt nærvær overvældede mig og - pludselig så jeg ind i en anden virkelighed, som når man ser en film.
Jeg befandt mig i Jerusalem og så en mand sidde foran Grædemuren. Han var iført sort tøj som på Bibelens tid, med et sort sjal over sit hoved, som om han sørgede og bad. Manden var lille og spinkel – han havde et meget karakteristisk ansigt med en markant og kroget næse, der havde form som et S. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle mene om dette syn, men jeg vidste, at det havde med min tjeneste at gøre. Jeg vidste også at denne tjeneste ville blive hård og ensom, og at der ville gå lang tid, førend den så dagens lys. Dette var noget jeg aldrig havde oplevet før – og som lå ud over min forstand!
Pga. dette syn, troede jeg, i mange år, at Gud havde givet mig en form for bønnetjeneste – men som årene gik, og jeg så det åndelige forfald i vore dages menigheder, dæmrede det for mig, at det drejede sig om Guds menighed, der - ligesom Templet i Jerusalem var brudt ned, og at der kun var en rest tilbage. Jeg – og den lille flok som jeg var blevet en del af, måtte til sidst trække os fra den menighed, som vi elskede, fordi katolsk retræte, meditation og kontemplativ bøn blev en del af menigheden, og vi mærkede en anden ånd tage over.
Og det var så her min tjeneste begyndte! Og som synet viste, ville det blive en hård og ensom tjeneste, der ville tage rigtig lang tid… I min søgen efter et fast grundlag at stå på, gravede jeg - sammen med ligesindede - dybt i Skriften og begyndte at dele min viden med andre.