Jeg er en helt ny skabning…det lyder sært, men det er jeg. Det har dog ikke altid været sådan – jeg skulle først erfare, at Jesus er klippen man med sikkerhed kan bygge på.
Min historie er, at jeg engang var et hvileløst uroligt og ængsteligt menneske. Forladt af kæresten, boligløs og uden mål og med. I mange år søgte jeg trøst hos mennesker.
Jeg brugte lange nætter med rødvin og stearinlys, søstersolidaritet og masser af kloge ord. Men det ændrede ingenting, for mørket og usikkerheden fyldte mit sind og jeg var ikke i stand til at hive mig selv op med hårene – det magtede jeg slet ikke.
I stedet forsøgte jeg at lægge nye fremtidsplaner, lave nye skemaer, læse spirituelle selvhjælpsbøger, dyrke seriøs motion, ændre kostvanerne og håbede dermed at kunne finde fred. Den fred som er afgørende for, om man kan holde livet ud, i gode, såvel som i dårlige tider. Jeg talte til mig selv i spejlet, gjorde gode gerninger for andre og plejede mit image, - for dagligt at kunne få menneskers anerkendelse og føle mig god nok!
Det blev et spørgsmål om de gode følelser og om at have noget at stå op til. Der skulle hele tiden være noget spændende i sigte, en ny udfordring og noget man kunne måle sig med. For indeni var alting tomt og kaotisk.
Følelser kom og gik, mennesker svigtede og utilfredsheden over tilværelsen blev mere og mere mærkbar. Jeg ragede rundt fra den ene fest til den anden, gik i store demonstrationer, søgte tilfældig kærlighed og involverede mig i humanistiske tiltag – satsede på at jeg var kaldet til noget stort og absolut ikke noget hverdagsagtigt.
Jeg blev opblæst, bedrevidende og vred i min kamp mod verdens uretfærdigheder. Alle ting blev endevendt i mit sind. Barndommens tåger, ungdommens rodløshed og verdenshistoriens facetter blev analyseret til jeg ikke længere vidste hvor jeg egentlig kom fra. Latteren forstummede, den gode vilje ophørte og fællesnævneren mistede fuldkommen sin værdi.
Jeg orkede simpelthen ikke flere kampe med mennesker- om mennesker og jeg så hvordan mine store fortidshelte blegnede i deres selvskabte universer. De var ikke anderledes eller nærmere sandheden end mig selv. Deres øjne var lige så tomme som mine og de kæmpede en endeløs kamp.
Så jeg råbte til min Far i himlen. Hjælp mig far! Jeg vil ikke længere flyde med strømmen. Jeg kan ikke finde fred i denne verden – vis mig din vilje for mit liv. Jeg er elendig og jeg behøver din renhed og tilgivelse.
Min sjæl er i laser og jeg kan ikke finde hoved og hale i dette liv. Jeg er træt af at høre på mig selv og træt af at føle noget hele tiden – verden opsluger mig med sine begæringer og tomme løfter. Kom med din dyrebare salve – hel mit hjerte og vend mit blik op – helt op hvor dine planer er. Tag mit livsfrø og lad det vokse til noget meningsfuldt i Dine øjne. Giv mig et nyt hjerte, der rummer Dine planer og en dyb dyb fred.
Kære Jesus, jeg lader Dig tage styringen nu og jeg betror dig alt det som i virkeligheden tilhører Dig: hele mit liv, min fremtid, mine drømme og planer. Alt er Dit og jeg hviler trygt i at Du aldrig vil svigte mig, men Du står ved min side. Du elsker et ærligt hjerte som erkender al sin magtesløshed. Du vender al min sorg til en dans og fornyer mit indre.
Kampen er ikke længere min og kæmper jeg er det ikke længere forgæves.
Der er ingen tvivl om, at uden en menighed og andre kristne til at støtte op om troen og som man har fællesskab med, så ville jeg ikke være den jeg er i dag og så havde jeg ikke kunnet bevare troen. Man har som ny i troen brug for at blive undervist, blive vejledt og støttet af sine nye tros søskende, som ofte selv har været det samme sted og har kæmpet de samme kampe og som derfor kan sætte sig i det samme sted. Ofte har jeg haft brug for at se mig selv med andres øjne og når man er sammen med andre mennesker, så slibes man også til og får arbejdet med de gamle uvaner og bliver i stedet konfronteret med hvordan man vælger at tackle tingene. Man kan ikke sige andet, end at det er utrolig karakterstyrkende at være sammen med andre kristne som vandrer tæt på Herren.